Baggrund

Jeg er uddannet Cand.psych. fra Københavns Universitet i 2004, og er autoriseret af Psykolognævnet. I 2014 afsluttede jeg min efteruddannelse som Specialist i Psykoterapi. I forbindelse med min efteruddannelse som Specialist i Psykoterapi har Jeg fuldført en 2-årig efteruddannelse i kognitiv adfærdsterapi (CBT). I 2020 blev jeg supervisor i psykoterapi og godkendt af Psykiatrisk Selskab til også at supervisere læger i specialet psykiatri

Jeg har arbejdet i psykiatrien gennem 16 år, tidligere i distriktspsykiatri og senere i Team for Angst og OCD i Psykiatrisk Center København (tidligere Angst og OCD-klinikken på Rigshospitalet). Jeg er i dag Teamkoordinator (faglig leder) af Team for Angst og OCD.

Jeg har gennem mine år i psykiatrien fået indgående erfaring med kognitiv adfærdsterapi og mindfulness-behandling for mennesker med OCD og angst-tilstande, såsom helbredsangst, socialangst, præstationsangst, agorafobi, panikangst, generaliseret angst, psykosomatiske tilstande og depressive tilstande. Herudover har jeg behandlingsmæssig erfaring med belastningsreaktioner, personlighedsforstyrrelser, ADHD og autismespektrumlidelser.

Jeg har desuden erfaring fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning med undersøgelse og udredning af børn og unge, rådgivende samtaler med forældre, adfærdsterapeutisk behandling for børn og intervention i forhold til social kunnen, leg og inklusion generelt. Jeg har særlig interesse og viden om autisme-spektrumforstyrrelser og adfærdsanalytisk behandling for autisme (ABA).

Udover psykoterapi med børn, unge og voksne tilbyder jeg også kognitiv supervision til psykologer, læger og tværfagligt personale.